|
|
|
|
| |
| | 1 Generelt om lejeaftalen
Dansk Bilferie er som formidler af de i katalogerne og på www.danskbilferie.dk nævnte lejeobjekter kun ansvarlig for fejl og mangler, der direkte kan henføres til bureauet. Dansk Bilferie påtager sig intet ansvar for ændring af forhold, der ikke vedrører selve lejeobjektet. Alle ændringer af aftaler mellem lejer og Dansk Bilferie skal være skriftlige for at opnå gyldighed.
2 Lejemålets pris
Prisen for lejemålet inkluderer de ydelser, der er nævnt i programmet eller i aftalen. Ekstraomkostninger som er nævnt i katalogerne eller på www.danskbilferie.dk, betales enten til Dansk Bilferie eller direkte til udlejer på de betingelser, der er anført. Særaftaler skal fremgå skriftligt af lejebeviset. Til lejemålets pris tillægges Dansk Bilferies obligatoriske sygdomsafbestillingsforsikring, udvidet ansvarsforsikring og reservationsgebyr på 5% af lejemålets pris, min. kr. 250,-. Ved bestilling af to eller flere lejemål skal reservationsgebyret/sygdomsafbestillingsforsikringen betales for alle lejemål. Børne- og 3.personsrabatter gælder kun ved 2 fuldt betalende voksne pr. værelse.
3 Tilkøb
Priser og betingelser for tilkøb af liftkort, skiskole, skileje, forplejning (se punkt 4) mm. i kataloget og Dansk Bilferies hjemmeside kan kun gøres gældende, såfremt disse produkter bestilles og betales hjemmefra og i øvrigt fremgår af rejsebeviset.
4 Forplejning
Helpension (1/1) starter med middag på ankomstdagen og slutter med frokost på afrejsedagen. Halvpension (1/2) starter ligeledes med middag på ankomstdagen, men slutter med morgenmad på afrejsedagen. Kvartpension (1/4) starter med morgenmad på ankomstdagen og slutter ligeledes med morgenmad på afrejsedagen.
5 Indkvartering
Der kan forekomme uensartede indretninger (dog af samme standard), dvs. forskelligt møblement mm. Dette berettiger ikke til refusion.
6 Betaling
1. betaling udgør 25% af rejsens pris, dog mindst 1.000,- med mindre andet er nævnt. Første beløb skal være Dansk Bilferie i hænde senest 3 dage efter bestillingen. Restbeløbet skal betales til Dansk Bilferie senest 8 uger før afrejse. Overholdes betalingsbetingelser ikke, annulleres rejsen automatisk, og depositum tilbagebetales ikke. Evt. reklamationer over det fremsendte rejsebevis skal foretages senest 7 dage efter, at rejsen er bestilt. Rettelser derudover opfattes som en ændring og koster 200,- kr.
7 Ændringer/fortrydelse
Ændring af den foretagne bestilling, som i givet fald kan ske inden 8 uger før lejeperiodens start, kan foretages mod et gebyr på 200,- kr., indenfor samme boligleverandør. Lejeren har ret til afbestilling af lejeobjektet indtil 8 uger før lejeperiodens start. Ved en sådan afbestilling tilbagebetales det indbetalte beløb med fradrag af et beløb svarende til 1. rate, hvilket vil sige min. 1.000,- Ved afbestilling senere end 8 uger før lejeperiodens start er det samlede lejebeløb tabt - det betyder, at restbeløbet under alle mstændigheder skal indbetales. Ændringer, der ønskes foretaget efter ankomst til destinationen, kan kun ske ved henvendelse til personalet i receptionen eller til ejeren af ferieboligen. Betaling vedr. ændringer skal ligeledes foretages på stedet. Priserne vil i disse tilfælde ikke svare til de gældende danske priser.
8 Sygdomsafbestillingsforsikringen er tegnet igennem Gouda Rejseforsikring
Forsikringen, som er obligatorisk, er inkluderet i gebyret på 5% af lejemålets pris. Forsikringen giver ret til at afbestille rejsen indtil 24 timer før den på rejsebeviset anførte ankomstdato. Det indbetalte beløb tilbagebetales med en selvrisiko på 10% af rejsens pris, dog ikke den betalte afbestillingsforsikring/reservationsgebyr, såfremt det ved lægeattest dokumenteres, at en af rejsedeltagerne, disses børn, ægtefæller, børnebørn, forældre, bedsteforældre, eller søskende dør, rammes af alvorlige ulykkestilfælde eller akut alvorlig sygdom. Udenfor denne personkreds falder personer over 75 år og personer, der lider af kroniske sygdomme. Svangerskab og følger deraf betragtes ikke som sygdom. Epidemisk opståede sygdomme er ikke omfattet af forsikringen. Dokumentation med lægeerklæring er obligatorisk, og skal være Dansk Bilferie i hænde hurtigst muligt efter sygdommens indtræden. Omkostninger til dokumentation afholdes af lejer. Dansk Bilferie skal informeres, så snart sygdommen, der afstedkommer afbestillingen, indtræder. Dansk Bilferie forbeholder sig ret til at kræve yderligere undersøgelser ved egen læge. Ved hjemrejse pga. sygdom under ferien dækker afbestillingsforsikringen ikke. Det er derfor en god ide at undersøge, om Jeres private rejseforsikring dækker, ellers er det muligt at tegne en forsikring, der dækker under opholdet hos Gouda Rejseforsikring.
9 Lejers ansvar
Lejer er forpligtet til at behandle lejeobjektet, med alt hvad dertil hører, omhyggeligt og på behørig vis, idet lejer hæfter for alle skader, som lejer, eller de med lejeren ledsagende personer, har forårsaget. Ved lejemålets begyndelse udleveres nøgler mod evt. betaling af depositum. Depositum betales normalt i det pågældende lands valuta og modsvarer normalt ca. 1.000-1.300 kr. (I tilfælde hvor depositum er større end det her nævnte, vil det fremgå af kataloget og/eller af internetbeskrivelsen). Det erlagte depositum tilbagebetales ved lejeperiodens ophør - enkelte steder tilbagebetales depositum ved hjemkomst på egen bankkonto direkte fra feriestedet - såfremt lejeobjektet, med alt hvad dertil hører, afleveres i behørig stand. Lejerens hæftelse for skader bevares, selvom de beløbsmæssigt overstiger det indbetalte depositum. Afhentning af nøgle skal ske i det på vejbeskrivelsen angivne tidsrum, lejer er forpligtet til at rette henvendelse til det pågældende sted, såfremt ankomst ikke er muligt i det angivne tidsrum. Henvendelse skal ske i det anførte tidsrum.
10 Dansk Bilferies ansvar
Dansk Bilferies erstatningsansvar omfatter kun direkte økonomisk skade. For indirekte skade (følgeskade) eller skade af ikke økonomisk art kan Dansk Bilferie ikke drages til ansvar. Dansk Bilferie er ikke ansvarlig for glemte eller bortkomne vouchers og billetter. Dansk Bilferie forbeholder sig ret til i tilfælde af kontraktbrud fra lejeobjektets ejers side, ekspeditionsfejl eller lignende enten at tilbagebetale den erlagte leje eller erstatte et lejet lejeobjekt med et andet. Skulle sidstnævnte være billigere end det oprindelige, tilbagebetales prisdifferencen. Dansk Bilferie tager forbehold for tastefejl i katalog / Internet og fejlinformation fra samarbejdspartner.
11 Force majeure (krig, strejke, naturkatastrofe og lign.)
Lejeren frigøres ikke for betaling af lejen, såfremt han pga. personlige forhold eller force majeure (krig, strejke, naturkatastrofe og lignende) bliver forhindret i at udøve, den af ham ifølge lejekontrakten tilkommende brugsret. Dansk Bilferie kan, som formidler med øjeblikkelig virkning ophæve lejeaftalen, såfremt lejeobjektet ikke bliver stillet til disposition som følge af force majeure (krig, strejke, naturkatastrofe og lignende).
12 Prisændringer
Dansk Bilferie er berettiget til at hæve lejen forholdsmæssigt, såfremt der sker prisstigninger, indføres nye skatter eller afgifter eller ved valutakursændringer. Såfremt valutaen i det land, lejeobjektet er beliggende i, eller den valuta, hvormed lejeobjektet afregnes af Dansk Bilferie, ændres i forhold til den valuta, der i henhold til katalog og/eller prisliste anvendes til lejerens betaling, kan lejen efter lejemålets indgåelse og inden lejeperiodens start blive forhøjet med den samme procent, som den anvendte valuta er steget med siden katalogets og/eller prislistens trykning. Dette forhold giver ikke lejeren ret til at annullere lejemålet.
13 Mangler og reklamationer
Eventuelle reklamationer over lejeobjektet skal altid forelægges Dansk Bilferies repræsentant på feriestedet straks ved overtagelse og senest 24 timer efter ankomst. Her vil man forsøge at løse de problemer, der måtte opstå. Utilfredsstillende rengøring er et forhold mellem lejer og repræsentanten for feriestedet/objektet og skal meldes på ankomstdagen. Lejeren skal indrømme Dansk Bilferies repræsentant en rimelig tidsfrist til at rette eller udbedre eventuelle fejl. Kan problemet ikke løses med vores personale på stedet, er det meget vigtigt, at lejer kontakter Dansk Bilferie straks. Vælger lejer ikke at kontakte Dansk Bilferie, kan dette påvirke en evt. senere behandling af sagen. Reklamationer og mangelindsigelser, som ikke kan afhjælpes på stedet, skal telefonisk eller skriftligt fremsættes inden 72 timer efter hjemkomst. Telefoniske reklamationer skal inden 7 dage efter hjemkomst fremsættes skriftligt over for Dansk Bilferie. Rejser lejeren fra lejeobjektet uden forinden at have underrettet Dansk Bilferie og uden at have givet sidstnævnte en rimelig frist til at rette en eventuel fejl eller skade, kan Dansk Bilferie ikke pålægges nogen tilbagebetalingspligt. Du bedes anvende Dansk Bilferies reklamationsformular såfremt du ønsker at indsende en reklamation. Kan dowloades her.
14. Rejsegarantifond og Rejseankenævn
Dansk Bilferie er medlem af Rejsegarantifonden og Rejseankenævnet. Der gøres opmærksom på, at dækning i Rejsegarantifonden og klager til Dansk Rejseankenævn kun gælder pakkerejser*.
*En pakkerejse er et rejsearrangement, der består af mindst to af følgende elementer:
- Transport,
- Indkvartering,
- Anden turistmæssig ydelse, der ikke er knyttet til transport eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af rejsen.
15 Udvidet ansvarsforsikring
Dansk Bilferie har tegnet en udvidet ansvarsforsikring hos Gouda Rejseforsikring A/S. Forsikringen dækker de ansvarsforpligtelser, der pålægges i henhold til lov om pakkerejser.
16. Prisgaranti
Dansk Bilferie giver prisgaranti på alle ferieboliger i nærværende katalog (i forhold til den til enhver tid gældende pris på www.danskbilferie.dk). Prisgarantien betyder, at såfremt du finder præcis samme produkt (dvs. feriebolig samt relaterede og obligatoriske ekstraudgifter såsom skatter, ekspeditionsgebyrer, slutrengøring, faktureringsgebyr mm.) billigere andet steds, får lejer ferieboligen til den fundne pris og kompenseres 50% af differensen. Følgende betingelser skal være opfyldt samtidigt for at opnå prisgarantien. 1) Ferieboligen skal være ledig og kan lejes under samme betingelser hos en anden dansk rejsearrangør og 2) dokumentation skal være Dansk Bilferie i hænde senest 14 dage efter bestilling af ferieboligen og 3) dokumentation skal altid foreligge før første lejedag. Prisgarantien dækker udelukkende leje af feriebolig. Tilkøb (se punkt 3) er ikke dækket.
Der tages forbehold for trykfejl.
Lejebestemmelser maj 2008! |
|
|
| |
|
|
|
|
|